PARKEN køber ejerandel af Femern Bælt selskab

Pressemeddelelse:

PARKEN Sport & Entertainment A/S udvider forretningsområdet og køber 25 % af aktierne i selskabet Femern Belt Services A/S. Investeringen skal ses i lyset af, at PARKENs datterselskab Lalandia ønsker at styrke samarbejdet med de byggekonsortier, der skal forestå byggeriet af den kommende Femern Bælt-forbindelse.

– Lalandia i Rødbyhavn ligger meget centralt i forhold til det kommende byggeri, og på en række områder har vi kompetencer, som vi kan tilbyde. Det gælder f.eks. indkvartering, forplejning, business-faciliteter og aktivitetsmuligheder, hvor vi har stor erfaring og en volumen der kan imødekomme den efterspørgsel på serviceydelser, der naturligt vil komme i kølvandet på et byggeri med det omfang Femern Bælt-forbindelsen har, siger Jan Harrit, administrerende direktør i Lalandia.

– Vi ser en stor fordel i, at PARKEN Sport & Entertainment nu indtræder i ejerkredsen af Femern Belt Services A/S. Lalandia har 25 års erfaring som veldreven serviceorganisation, og vi ser meget frem til at få en stærk medspiller på holdet i vores bestræbelser på tilbyde byggekonsortierne optimale forhold at udføre deres arbejde under, siger Martin Skibsted, bestyrelsesformand i Femern Belt Services A/S.

Ejerkredsen bag Femern Belt Services A/S er Blue Water International A/S, Holeby Holding A/S, Bugge Holding Aps. og nu PARKEN Sport & Entertainment A/S.

Femern Belt Services A/S fokuserer hovedsageligt på Femern Bælt byggeriet, men tilbyder også sine services til andre infrastruktur- og byggeopgaver på Lolland, Falster og Sjælland. Ligeledes driver selskabet netværket Femern Suppliers, der er et netværk af hovedsageligt lokale selskaber. Ideen bag netværket er, at selskaberne ved at gå sammen kan få del i store opgaver, de hver især ellers var for små til at deltage i.

Yderligere oplysninger kan indhentes hos Jan Harrit på telefon +45 24 47 59 50.

All rights reserved First Link ApS